|
Krav om fartstid for udstedelse af eksamensbevis
Hent dokumentet i PDF
Som tidligere nævnt må skolerne som udgangspunkt ikke optage studerende på Skibsfører-, Sætteskipper-, Kystskipper-, Styrmands- eller Fiskeskipperuddannelsen før, at skolerne har sikret sig, at den studerende opfylder den krævede fartstid og/eller har gennemført praktikforløb til søs for udstedelse af sønæringsbevis til den pågældende eksamen.
Eksamensbeviset udstedes på baggrund af gennemført teoretisk uddannelse og den praktiske uddannelse til søs.
Sammenhængen mellem fartstid, bestået eksamen og sønæringsbevis er som anført i bekendtgørelse nr. 473 af 29. maj 2006 om kvalifikationskrav til søfarende og fiskere og om sønæringsbeviser:
|
Eksamen: |
Sønæringsbevis: |
Bekg. 473: |
|
Skibsførereksamen |
Styrmand af 2. grad |
§ 8 |
|
Sætteskippereksamen |
Styrmand af 3. grad |
§ 8 |
|
Kystskippereksamen |
Styrmand af 4. grad |
§ 8 |
|
DP 3000 skibsofficerseksamen |
Styrmand af 3. grad/Maskinist af 2. grad |
§ 8/§ 17 |
|
Fiskeskippereksamen af 3. grad |
Styrmand af 3. grad i fiskeskibe |
§ 35 |
|
Fiskeskippereksamen af 1. grad |
Styrmand af 1. grad i fiskeskibe |
§ 36 |
|
Styrmandsuddannelsen for voksne erhvervsfiskere og skibsassistenter |
Styrmand af 3. grad |
§ 8 |
Krav om uddannelsesbog
Med mindre den søfarende har erhvervet en samlet fartstid på 36 måneders dækstjeneste, skal uddannelsen under fartstiden være dokumenteret i en af Søfartsstyrelsen godkendt uddannelsesbog.
Studerende til kystskipperuddannelsen samt uddannelsen til Fiskeskippereksamen af 3. og 1. grad kan dog optages på uddannelsen uanset, at uddannelsen/fartstiden om bord ikke er dokumenteret i en uddannelsesbog.
Optagelse på skipperuddannelsen
Det tillades, at en person, som opfylder fartstidskravet for udstedelse af sønæringsbevis som enten styrmand af 3. grad i fiskeskibe eller som styrmand af 4. grad kan optages på uddannelsen til både Fiskeskippereksamen af 3. grad og Kystskippereksamen.
Af hensyn til kontinuiteten i en persons studier tillades det fortsat, at personer, som opfylder de ovennævnte krav om optjent fartstid kan fortsætte videre på studiet til Fiskeskippereksamen af 1. grad og Sætteskippereksamen.
Det tillades endvidere, at en person, som opfylder fartstidskravet for udstedelse af sønæringsbevis som enten styrmand af 1. grad i fiskeskibe eller som styrmand af 3. grad kan optages på uddannelsen til både Fiskeskippereksamen af 1. grad og Sætteskippereksamen.
Øvrige krav for optagelse på de enkelte uddannelser, som f.eks. gyldigt sundhedsbevis skal naturligvis være opfyldt.
Udstedelse af eksamens- og sønæringsbevis efter bestået skipperuddannelse
Skolen må ikke udstede et eksamensbevis før, at den studerende:
-
har gennemført uddannelsen med en bestået eksamen, og
-
har dokumenteret at opfylde den krævede fartstid og/eller gennemført praktikforløb til søs for udstedelse af sønæringsbevis til den pågældende eksamen.
Skolen kan dog udstede en attest/bevis for bestået teoretisk eksamen. Det skal dog tydeligt fremgå, at det ikke er et eksamensbevis, samt at attesten kan ombyttes til et eksamensbevis, når den studerende har gennemført den krævede fartstid/praktik til søs.
Indberetning vedrørende bestået eksamen
Efter bestået eksamen skal skolerne kun indberette oplysning om udstedte eksamensbeviser. Det skal således ikke indberettes, at en studerende har bestået en eksamen, med mindre, der er udstedt bevis herfor.
Eksempel 1
En fisker (med folkeskolens 10. klasse) optages på uddannelsen til Fiskeskipper af 3. grad og Kystskipper på baggrund af erhvervsfiskeruddannelsen samt 12 måneders fartstid som fisker.
Den studerende gennemfører uddannelsen, skolen udsteder bevis for bestået Fiskeskippereksamen af 3. grad og indberetter bestået F3 til Søfartsstyrelsen. Herefter kan der indsendes en ansøgning til Søfartsstyrelsen om udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 3. grad i fiskeskibe.
Derefter fortsætter den studerende direkte på uddannelsen til Fiskeskipper af 1. grad og Sætteskipper. Den studerende gennemfører uddannelsen, skolen udsteder bevis for bestået Fiskeskippereksamen af 1. grad og indberetter bestået F1 til Søfartsstyrelsen. Herefter kan der indsendes en ansøgning til Søfartsstyrelsen om udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 1. grad i fiskeskibe.
For at den studerende efterfølgende kan få udstedt bevis for bestået sætteskippereksamen, skal de gældende krav - herunder en udfyldt uddannelsesbog - for udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 3. grad i handelsskibe være opfyldt.
Eksempel 2
En skibsassistent (med folkeskolens 10. klasse) optages på uddannelsen til Kystskipper og Fiskeskipper af 3. grad på baggrund af gennemført grundmodul for skibsassistenter samt 18 måneders fartstid som ubefaren skibsassistent i handelsskibe med en bruttotonnage på 20 eller derover.
Den studerende gennemfører uddannelsen, skolen udsteder bevis for bestået Kystskipper og indberetter dette til Søfartsstyrelsen. Herefter kan der indsendes en ansøgning til Søfartsstyrelsen om udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 4. grad.
Derefter fortsætter den studerende direkte på uddannelsen til Sætteskipper og Fiskeskipper af 1. grad. Den studerende gennemfører uddannelsen, men der udstedes ikke et eksamensbevis til den studerende.
For at den studerende efterfølgende kan få udstedt bevis for bestået sætteskippereksamen, skal de gældende krav - herunder en udfyldt uddannelsesbog - for udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 3. grad i handelsskibe være opfyldt. Efter udstedelse af eksamensbeviset kan der indsendes en ansøgning til Søfartsstyrelsen om udstedelse af sønæringsbevis som styrmand af 3. grad.
Uddannelsesplanerne for uddannelsen til henholdsvis Fiskeskipper af 3. grad og Kystskipper samt Fiskeskipper af 1. grad og Sætteskipper vil blive revideret således, at det tydeligt fremgår, at man fremover ikke kan erhverve bevis for bestået eksamen, før man dokumenterer, at opfylde de gældende krav for udstedelse af sønæringsbevis til den pågældende eksamen.
|