Internationalisering af danske særregler
Søfart er et internationalt erhverv. Danske regler for skibes konstruktion og udrustning er derfor baseret på internationale regler. Men i årenes løb er særlige danske regler tilføjet hér og dér. Særreglerne sikrer et højere niveau, men stiller samtidig mere omfattende krav til de danske skibe.
Søfartsstyrelsen arbejder på at få danske særregler indarbejdet i de internationale regler. Det vil gøre sikkerheden bedre på udenlandske skibe - bl.a. dem, som sejler forbi vores kyster. Samtidig får danske skibe på verdenshavene mere lige betingelser i konkurrencen med skibe fra andre lande.
Processen med at få særreglerne indført i de internationale regler er godt igang og har allerede givet resultater. Eksempelvis er det nu vedtaget, at de oprindeligt danske særkrav om brovagtsalarm og beskyttelse af afløb fra vogndæk indføres i de internationale regler.
Arbejdet bygger på en gennemgang - i tæt dialog med erhvervet - af samtlige særregler for handelsskibe i international fart. Der er enighed om, at væsentligere særregler søges indført i de internationale regler, mens en lang række andre særregler er udgået, fordi de er fundet utidssvarende. Ud af 95 særregler er 17 bragt eller bringes op i internationale fora, mens 40 er udgået. Resten (38) er indtil videre bevaret, enten uændret eller i en forenklet form, som er nemmere at opfylde. Tallene skal tages med forbehold, fordi nogle særregler er enkeltstående krav, som er nemme at opfylde, mens andre er komplekse og reelt dækker over et omfattende sæt af krav, som er vanskeligere at opfylde.
Du, som oplever særreglerne i praksis, inviteres til at melde ind, hvis du synes, der fortsat er særregler, som er uhensigtsmæssige, eller omvendt er så væsentlige, at de bør findes i de internationale regler. Særreglerne er skrevet med kursiv i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, så de er lette at finde.
Du kan komme med dit bud via hjemmesiden frem til 1. december 2009. Vi udarbejder derefter en skriftlig opsamling på bidragene, som offentliggøres på hjemmesiden.
01. september 2009
af
Torsten Arnt Olsen
|