Til forsiden

Du er her: Skip Navigation LinksForsideRegler og loveNy udgave af Meddelelser B (pr. 1. juli 2010)

Ny udgave af Meddelelser B (pr. 1. juli 2010) 

Overblik over ændringer

Kapitel I. Almindelige bestemmelser

I regel 10 er der gennemført en mindre præcisering vedrørende 5-års bundsyn for lastskibe.

Kapitel II-1. Inddeling og stabilitet

I afsnit II-1 A er der gennemført en mindre præcisering af regel 3-4 om nødbugsering af tankskibe.

Søfartsstyrelsen har med opdatering af afsnittet om skibes intakte stabilitet gjort den ny-reviderede kode for intakt stabilitet til et bindende krav for alle skibe.

I afsnit II-1 D, regel 4, er der tilføjet en ny bestemmelse, som kræver, at der for passagerskibe skal forefindes supplerende belysning i alle kahytter, der tydeligt angiver udgangen, således at personerne i kahytten kan finde vej til døren. Denne belysning skal lyse automatisk, når energien til den normale forsyning går tabt.

Der er tilføjet en ny regel 55 i afsnit II-1 F om alternative design og arrangementer i forbindelse med maskineri og elektriske installationer. Denne regel gør det muligt at anvende alternative design og arrangementer, hvis disse opfylder hensigten med de relevante krav og frembyder et tilsvarende sikkerhedsniveau.

Kapitel II-2 C. Konstruktion – Forebyggelse af brands opståen og spredning

Der er gennemført ændringer til brandkravet for klasse ”A”- og klasse ”B”-døre, hvad angår gabet under døren. Kravet gælder døre, som er installeret på eller efter den 1. juli 2010.

I regel 7 indføres der nye krav til brandmeldeanlæg i passagerskibe, således at alle brandmeldere og brandtryk skal kunne identificeres enkeltvis, og at brandmeldere i kahytter skal kunne bringes til at afgive en hørlig alarm i den enkelte kahyt.

Der indføres endvidere nye krav til ventilationskanaler af stål eller ækvivalent materiale, hvad angår flammespredning og brændværdi.

I regel 9 indføres nye brandsikringskrav til atrier, som vedrører krav til branddøre, der er godkendte, uden at dørtrinnet/tærsklen er en del af karmen. Endelig er der nye krav til ventilationskanaler.

De hidtidige danske særregler i regel 10 om kompressorer til opfyldning af røgdykkerflasker i passagerskibe bliver internationale i nye passagerskibe og vil fortsat gælde for eksisterende passagerskibe.

Kapitel II-2 G. Konstruktion – særlige krav

Der indføres nye krav for passagerskibes mulighed for at returnere til sikker havn eller sikkert område, krav til systemer, der skal forblive funktionsdygtige efter en brandulykke, og krav til sikkerhedscentre.

Kapitel II-2 N(1). Højtryks-CO2-anlæg

Det reviderede kapitel om CO2-anlæg i Fire Safety Systems Code (FSS Code) giver brugeren et bedre overblik over kodens krav samt de danske særregler om CO2-anlæg.

Kapitel III. Redningsmidler og -arrangementer

Der er indsat en ny regel 38, der har til formål at tilvejebringe en metodik for alternativt design og alternative arrangementer i forbindelse med redningsmidler og -arrangementer. Det alternative design skal i stedet underkastes en teknisk analyse i overensstemmelse med ”Guidelines on alternative design and arrangements for SOLAS, chapters II-1 and III” (MSC.1/Circ.1212).

Kapitel IV. Radiokommunikation GMDSS

Det tidligere obligatoriske krav om radiodagbog i regel IV/17 er afskaffet. Fremover er det frivilligt, hvorvidt radioregistreringer føres i skibsdagbogen eller i en radiodagbog.

Derudover er der foretaget en række korrekturmæssige rettelser vedrørende Inmarsat jordstationer i reglerne 7, 9 og 10.

Kapitel IX. Sikker skibsdrift

I afsnittet er der gennemført mindre redaktionelle ændringer samt en opdatering som følge af Resolution A.1022(26).

Kapitel XXI. Forebyggelse af olieforurening fra skibe

I afsnittet er der gennemført redaktionelle ændringer som følge af en ændring i definitionen af olierestprodukter (slam).

Kapitel XXIV. Forebyggelse af forurening med kloakspildevand fra skibe

I afsnittet er der gennemført mindre redaktionelle ændringer, der præciserer, at kloakspildevandet fra dyr også er omfattet af disse bestemmelser.

Kapitel XXVI. Forebyggelse af luftforurening fra skibe

De væsentligste ændringer til kapitlet er skærpede krav til udledninger af SOx og NOx. Disse krav er trinvise skærpelser. De første nye krav til skærpede SOx-udledninger træder i kraft 1. juli 2010 i de særlige emissionskontrolområder, mens de første skærpede krav til NOx-udledninger træder i kraft 1. januar 2011. IAPP-certifikatet er tilsvarende også ændret.

Derudover er der indført lempede krav til udpegning af de særlige emissionskontrolområder, hvilket betyder, at der i fremtiden forventes at komme flere af disse områder.

Yderligere skal det tilføjes, at den tekniske NOx-kode (som ikke er en del af Meddelelser B) ligeledes er revideret. EAPP-certifikatet er tilsvarende ændret.

Bilag Tillæg. Regler, der træder i kraft pr. 1. januar 2011

Dette afsnit indeholder regler, der træder i kraft pr 1. januar 2011, men som først bliver indarbejdet i teksten med udsendelsen i foråret 2011.

Kapitel II-1. Inddeling og stabilitet

Der er gennemført mindre præciseringer i teksten.

Kapitel II-2 G. Konstruktion – særlige krav

Der er små ændringer og præciseringer i regel 19 generelt og i særdeleshed i tabel 19.3, hvor der indføres nye kolonner i klasse 2.3 og 4.3, som opdeles i væsker og faste stoffer.

Kapitel V. Sejladsens betryggelse

Der er foretaget ændringer af kapitlet på basis af resolution MSC.282(86). Undtaget herfra er resolutionens tilføjelse af regel 19.2.2.3 og 19.2.2.4 om brovagtalarmsystem (BNWAS). Teksten her samt i 19.1.2.4 gengiver i stedet det nationale krav til brovagtalarmsystem af 1. marts 2006. Samtidig er den tidligere tekst for det nationale krav til brovagtalarm i regel 19.7 slettet.

I kapitlet er der endvidere indført et nyt udstyrskrav for elektronisk kortvisnings- og informationssystem (ECDIS) i en ny regel 19.2.10 og 19.2.11. I forbindelse hermed er teksten ændret i regel 19.2.1.4. Herudover er der foretaget en redaktionel ændring i regel 18.4.

Kapitel VI. Transport af last

Der er flere ændringer i kapitlet, hvorfor et revideret kapitel er indsat.

Kapitel VII. Transport af farligt gods

Ændringerne i kapitlet træder i kraft (internationalt) den 1. januar 2011. Af hensyn til bestemmelserne om Østersø MoU opfordres rederierne til at følge bestemmelserne så tidligt som muligt.

Kapitlet ændres med henblik på implementering af ”the International Maritime Solid Bulk Cargoes (IMSBC) Code”, der fastlægger retningslinjer for transport af farlige faste produkter, som transporteres i bulk. Anvendelse af Østersøaftalen som alternativ til IMDG-koden ved transport af farligt gods i ro-ro-skibe i Østersøområdet og forudsætningerne herfor er præciseret. I forbindelse hermed pålægges chauffører at indestå for deklareringer om farligt gods. Videre er reglerne for ældre gastankskibe opdateret. Endelig er fodnoterne i kapitlet opdateret.

Kapitel XXI. Forebyggelse af olieforurening fra skibe

I afsnittet er der gennemført et tillæg, der indeholder et nyt afsnit VIII. Som følge af de nye regler vil der være konsekvensrettelser til IOPP-certifikatet samt Oliejournalen. Tillægget indeholder det nye certifikat. Oliejournalen vil blive udgivet inden ikrafttræden.

De nye regler vedrører skærpede krav til STS-operationer.

Bilag 1 A. SOLAS-certifikater

I afsnittet er der gennemført mindre redaktionelle ændringer som følge af ændringerne i kapitel V vedr. implementeringen af brovagtsalarmsystemer.

Bilag 1 C. MARPOL-certifikater

IOPP-certifikatet er ændret som følge af ændringer til kapitel XXI om forebyggelse mod olieforurening fra skibe.

Bilag 1 C. MARPOL-certifikater

IAPP certifikatet er ændret som følge af ændringer til kapitel XXVI om forebyggelse af luftforurening fra skibe.

 


Større tekst
Læs højt
Print
Send link til en ven