|
MSC 88: Referat fra mødet i IMO’s søsikkerhedskomité
Skibsmeldesystem for Øresund Komiteen godkendte forslaget fra Danmark og Sverige om et skibsmeldesystem, SOUNDREP, for Øresund. Godkendelsen betyder, at det nuværende frivillige meldesystem gøres obligatorisk fra den 1. september 2011. I tilknytning til meldesystemet samarbejder danske og svenske myndigheder om et skibstrafikovervågningssystem (Vessel Traffic Service), der foruden overvågning af skibstrafikken kan give relevant information til skibe, der sejler i Øresund.
For at lette administrationen om bord på skibene er meldingerne, der kræves fra skibene, i stor udstrækning baseret på oplysninger fra skibenes automatiske identifikationssystemer (AIS).
Pirateri - Security På pirateriområdet besluttede MSC at udsende industriens nye vejledning til rederiernes sikringsofficerer. Vejledningen har til formål at bistå rederiernes sikringsofficerer med at udvikle procedurer, der kan forberede besætningen, hvis skibet skulle blive kapret ud for Somalias kyst eller i det Vestindiske Ocean.
MSC vedtog endvidere en vejledning til forebyggelse af blindpassagerer og fordelingen af ansvar med henblik på at løse sager om blindpassagerer. Hensigten var, at disse guidelines skulle finde anvendelse fra 1. oktober 2011, idet underkomiteen FAL dog skulle vedtage tilsvarende guidelines.
Af andre emner var drøftelse af forebyggelse af pirateri, samt forholdet mellem skibes sikringsalarm og Best Management Practises, de såkaldte BMP-anfalinger.
Endelig blev der nedsat en korrespondancegruppe, der frem til næste møde skulle færdiggøre et udkast til en manual, der havde til formål at konsolidere eksisterende IMO sikringsrelaterede materiale, så det blev en letlæst vejledning til SOLAS kap. XI-2 og ISPS koden. Hensigten var, at manualen skulle bistå myndigheder ved implementeringen, overholdelsen og håndhævelsen af reglerne vedrørende Security.
Ny konstruktionsstandard for skibe (Goal-Based construction Standard, GBS) Goal-based standards blev vedtaget på sidste møde i søsikkerhedskomiteen (MSC 87) og træder i kraft for nye bulk- og tankskibe fra den 1. juli 2016. Der var således ikke konkret behov for at nedsætte en arbejdsgruppe på dette møde. En række lande, herunder Danmark, ønskede imidlertid at fremme indførelsen af Goal-based standards for andre skibe end bulk- og tankskibe. På mødet var der stor opbakning til dette, og det blev besluttet, at det store materiale, som medlemslandene tidligere havde indsendt, skulle drøftes ved det næste møde i søsikkerhedskomiteen.
LRIT (Long-range identification and tracking of ships) På mødet blev en række administrative forhold vedrørende brugen af LRIT drøftet. Flere medlemslande og de såkaldte datacentre (DC) havde erfaringer med, at der var en række forskellige fejlkilder, som betød, at skibene ikke udsendte de signaler, de skulle. Komiteen godkendte derfor en vejledning til brug for testning af LRIT systemet og besluttede at drøfte erfaringerne med implementeringen igen på næste møde.
Udløsningsmekanisme og kroge til redningsbåde Til mødet var der udarbejdet udkast til nye regler for udløsningsmekanismer og kroge til redningsbåde. Baggrunden var, at der havde været alvorlige ulykker med utilsigtet udløsning af krogen, før redningsbåden var firet i vandet. Fra industrien og flere medlemslande var der imidlertid kritik af de teststandarder, der skulle anvendes, for at afgøre om eksisterende kroge og udløsningsmekanismer skulle udskiftes som følge af de nye regler. Det blev derfor besluttet, at underkomitéen DE samt en separat arbejdsgruppe, skulle gennemgå teststandarderne under hensyntagen til de forhold, der blev drøftet på mødet.
Komiteen forventede på denne baggrund, at de nye regler kunne vedtages på det næste møde i søsikkerhedskomiteen (MSC 89).
Retningslinjer for brug af åbne vandtætte døre På det seneste mødet i underkomiteen DE (design og udstyr) blev udkast til nye retningslinjer vedrørende fastsættelse af udrustningsmæssige og operationelle betingelser, for, at vandtætte døre om bord i passagerskibe ville kunne tillades at stå åbne eller passeres under sejlads.
Retningslinjerne blev godkendt af søsikkerhedskomiteen og ville blive udsendt som et MSC cirkulære.
De nye retningslinjer, der både gælder for nye og eksisterende skibe, er primært rettet mod søfartsadministrationerne. De beskriver, hvilke elementer, der skal dokumenteres forud for en sådan tilladelse kan udstedes, og baserer sig på en grundig vurdering af, hvilke risici, der er forbundet med, at enkelte vandtætte døre står åbne under sejlads og hvilke foranstaltninger, der skal være på plads inden en sådan tilladelse gives.
Den menneskelige faktor (Human Factor)
På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe relateret til arbejdsmiljø og den menneskelige faktor (human element). Formålet var at indarbejde retningslinjer for, hvornår og hvordan den menneskelige faktor kunne indarbejdes i større grad i Organisationens arbejde og i særdeleshed i forbindelse med forslag til nye punkter til arbejdsprogrammet.
Endvidere blev der i arbejdsgruppen præsenteret et ”just culture” koncept, som sigtede på, at sikkerhedskulturen skulle virke og implementeres overalt i rederiorganisationen for at få størst mulig virkning. Konceptet gav anledning til, at komiteen anmodede medlemslandene om at fremsende konkrete forslag til, hvor ”just culture” konceptet kunne implementeres..
Andre emner - nye regler
Komitéen vedtog endvidere en ny kode for brandtestprocedurer (2010 FTP Code), som ville få effekt fra 1. juli 2012. I samme forbindelse fandt man det nødvendigt at indføre nye krav i Fire Safety Systems Code (FSS-Code) for faste brand-detektion og alarmsystemer.
Foruden opdateringer til forskellige certifikater, blev der vedtaget en række ændringer til kapitel V om sejladssikkerhed. Ændringerne rettede sig primært mod sikring ved overføring af lods til søs.
Komiteen godkendte endvidere reviderede retningslinjer til brug for fastsættelse af besætningens størrelse om bord. Flere medlemslande på mødet gav udtryk for, at besætningsfastsættelserne skulle fastsættes ud fra obligatoriske kriterier, men komiteen konkluderede, at den nye vejledning var tilstrækkelig.
|