|
Andre myndigheder med maritime ansvarsområder
Søfartsstyrelsen samarbejder løbende med andre maritime myndigheder om at minimere risikoen for grundstødninger, påsejlinger eller kollisioner under hensyntagen til de almindelige samfundsinteresser. Herunder er eksempler på maritime myndigheder og deres ansvarsområder
Kort- og Matrikelstyrelsen iværksætter søopmåling, udarbejder søkort (papir og elektroniske) i henhold til internationale standarder og sørger for, at løbende ændringer jævnligt formidles til brugerne af de pågældende søkort. Herudover udgiver Kort- og Matrikelstyrelsen sejladshåndbøger som f.eks. Den Danske Havnelods.
Dansk Meteorologisk Institut (DMI) sikrer, at der løbende udarbejdes og udsendes vejrmeldinger og vejrforudsigelser til skibsfarten. På Grønland driver DMI Iscentralen, som leverer isdata til skibsfarten.
Kystdirektoratet (KDI) forvalter statens højhedsret over søterritoriet og er ressortmyndighed for havne (f.eks. havneudvidelser og ombygninger). KDI godkender havnereglementer, og havnens søterritorium. Kystdirektoratet behandler sager om placering af permanente installationer til søs.
Energistyrelsen giver bl.a. tilladelse til placering af energianlæg på søterritoriet (f.eks. produktionsplatforme, pipelines, havvindmølleparker og bølgekraftanlæg).
Søværnets Operative Kommando (SOK) leder eftersøgnings- og redningsoperationer i forbindelse med nødstedte skibe og havanlæg og kan herunder anmode om assistance fra såvel andre myndigheder som skibsfarten i det berørte område. SOK er ansvarlig for kystredningstjenesten i de danske farvande. SOK er kompetent myndighed for at modtage og videregive oplysninger i medfør af EU-direktiv om trafikovervågning og trafikinformation i danske farvande. SOK har miljøberedskab og er VTS-myndighed.
Politiet leder eftersøgnings- og redningsaktioner i forbindelse med drukneulykker, isulykker, bådulykker, ulykker med gummibåde, windsurfere og luftmadrasser m.v. i moser, søer og vandløb osv. og kan herunder anmode om assistance fra andre myndigheder. Politiet efterforsker overtrædelser af søvejsregler og Lov om sikkerhed til søs mm. Herudover kan politiet fastsætte regler for sejlads med f.eks. speedbåde inden for en nærmere angivet kortere afstand fra kysterne.
Beredskabsstyrelsen og det Kommunale beredskab assisterer i forbindelse med den landbaserede opfølgning på en redningsindsats.
Søfartsstyrelsen er ansvarlig for sejladssikkerheden, fastsætter skibsruter og regulerer skibes sejlads, herunder forbudsområder, søvejsregler mm., og udlægger og vedligeholder bøjer og anden afmærkning i de danske, grønlandske og færøske farvande, driver navigationshjælpesystemer, samler AIS information og udgiver ”Efterretninger for Søfarende” samt navigations- og farvandsefterretninger m.v. Herudover regulerer Søfartsstyrelsen skibes konstruktion, udstyr, indretning, certifikater mv., driver skibsregisteret, foretager syn og havnestatskontrol og regulerer søfolks uddannelser, sønæringsbeviser, velfærd, skibes bemanding mv. og er ansvarlig for Lodstilsynet, samt behandler sager vedrørende vrag.
05. december 2011
af
Søren Østerberg Forup
|