|
Referat fra 54. møde i FN’s Søfartsorganisations underkomité for skibsdesign og udrustning (DE 54)
Mødet blev afholdt i London d. 25. – 29. oktober 2010
En lang række vigtige emner blev drøftet på mødet – især fremhæves arbejdet med internationale regler for sejlads i polarområder (Polar Koden) samt arbejdet med nye regler for støj i skibe.
Sejlads i Arktis (Polarkoden)
Med baggrund i en beslutning i IMO’s søsikkerhedskomité MSC i 2009, om at udarbejde internationale obligatoriske regler for sejlads i polarområder (Polar Koden), blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle fortsætte den videre udvikling af koden. Der blev udarbejdet en foreløbig skitse til kodens struktur, og de grundlæggende risici forbundet med at sejle i de øde polarområder blev identificeret. Frem til næste møde i DE (marts 2011) ville en række lande fortsætte arbejdet med at fastlægge indholdet til de enkelte punkter i polarkoden. Det er målet, at et udkast til en Polarkoden kan fremlægges til godkendelse i søsikkerhedskomiteen ved udgangen af 2012.
Støj i skibe
På et dansk initiativ var spørgsmålet om nye, bindende regler for støj i skibe sat på underkomitéens dagsorden. Emnet blev behandlet første gang på underkomitéens 53. møde i februar 2010. Der opnåedes enighed om, at man som et første skridt ville revidere den eksisterende, vejledende kode om støj i skibe (IMO resolution A.468(XII) fra 1981) for derefter at overveje, om koden skulle gøres obligatorisk. På det netop overståede møde drøftedes konkrete forslag til revision af koden. Danmark stod sammen med de øvrige EU-lande bag et forslag om at indføre grænseværdier svarende til de krav, som i mange år havde været gældende om bord i danske skibe. På mødet blev det besluttet at etablere en korrespondancegruppe, som – under dansk ledelse – vil udarbejde forslag til bindende støjregler.
Olievandseparatorer
Danmark havde fremsendt et forslag til DE 52 om en simplificeret testmetode for supplerende udstyr til opgradering af ældre olievandseparatorer. Dette forslag blev drøftet i en arbejdsgruppe og blev indarbejdet i et forslag til en vejledning om testmetoder for supplerende udstyr til olieseparatorer. Underkomiteen fremsendte forslaget til godkendelse i næste møde i miljøkomiteen (MEPC). Med udstyr der opfylder kravene i denne nye vejledning vil ældre olievandseparatorer der er typegodkendt i henhold til den tidligere standard (MEPC 60(33)) kunne opgraderes til at være lige så effektive som nye olievandseparatorer.
Overvågning og kontrol af olieudtømninger
Danmark havde fremsendt et forslag til DE 53 om ændring af reglerne om systemer til overvågning og kontrol af olieudtømning fra tankskibe. Efter at dette var blevet drøftet i både en korrespondancegruppe mellem DE 53 og DE 54 samt i en arbejdsgruppe på selve mødet besluttede underkomiteen at fremsende et forslag om at revidere vejledningen om systemer til overvågning og kontrol af olieudtømning fra tankskibe, således at det sikredes, at der var reservedele om bord, så eventuelle fejl i udstyret vil kunne udbedres straks, til næste møde i miljøkomiteen (MEPC)
Vandtætte døre i passagerskibe
På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, der færdiggjorde nye retningslinjer vedrørende fastsættelse af udrustningsmæssige og operationelle betingelser for, at vandtætte døre om bord i passagerskibe ville kunne tillades at stå åbne eller passeres under sejlads. De nye retningslinjer, der kommer til at gælde for både eksisterende og nye skibe, er primært rettet mod søfartsadministrationerne. De beskriver hvilke elementer, der skal dokumenteres forud for, at en sådan tilladelse kan udstedes og baserer sig på en grundig vurdering af hvilke risici, der er forbunden med enkelte vandtætte døre står åbne under sejlads. Retningslinjerne skal godkendes af den maritime søsikkerhedskomité (MSC) senere på året og vil efterfølgende blive udsendt som MSC cirkulære.
|