|
Vigtige resultater ved møde i komité for havmiljøbeskyttelse
15. oktober 2008
CO2-udslip, luftforurening og genanvendelse af udtjente skibe var nogle af emnerne på et netop overstået møde i FNs maritime organisation.
FNs maritime organisation, IMO, har netop afholdt et møde i sin underkomité for havmiljøbeskyttelse. Mødet havde deltagelse af lande fra overalt på kloden og er det vigtigste forum for udvikling af globale tiltag for en mere miljø- og klimavenlig skibsfart.
De væsentligste resultater og drøftelser var:
CO2-udslip fra skibe
Der blev arbejdet med udvikling af et såkaldt energieffektivitets-designindeks, som skal anvendes til at reducere CO2 udslippet fra nye skibe.
Luftforureningen fra skibe
Det blev vedtaget at skærpe kravene og sænke værdierne for udledninger af svovl og nitrogenoxid. De nye krav træder i kraft i 2010.
Ophugning af gamle skibe
Der blev arbejdet videre på en ny konvention om mere miljømæssig ophugning af gamle skibe. På dansk foranledning blev det f.eks. besluttet at ændre reglerne om rapportering med henblik på at sikre, at en ophugningsfacilitet er i stand til at håndtere de farlige stoffer.
Olieoverførsler mellem skibe
Der bliver i øjeblikket arbejdet på nye regler, der vil medføre øget kontrol med olieoverførsler. I de farvande, hvor overførslen foretages, skal kyststaten f.eks. fremover have viden 48 timer inden operationen finder sted.
Mødet blev afholdt fra d. 6.-10. oktober i London. Søfartsstyrelsen deltog med 4 medarbejdere og samarbejdede undervejs med de andre deltagende danske styrelser og ministerier. Disse var Miljøstyrelsen, By- og Landskabsstyrelsen, Energistyrelsen, Klima- og Energiministeriet og Udenrigsministeriet.
|