|
Revisionen af IMO’s konvention om uddannelse af søfarende og vagthold (STCW konventionen) skrider støt fremad
09. februar 2009
MO’s underkomité om uddannelse og vagthold afholdt sit 40. møde fra den 2. til 6. februar 2009 i London med deltagelse fra en lang række medlemslande og NGO’er.

Mødets hovedemne var de fortsatte drøftelser om en gennemgribende revision af STCW-konventionen samt drøftelser vedrørende sikker bemanding af skibe.
Der blev ikke truffet endelige beslutninger på mødet. Der forventes et ekstraordinært møde i efteråret 2009 om revisionen, og det forberedende arbejde forventes afsluttet i januar 2010. Revisionen af STCW-konventionen skal herefter vedtages på en såkaldt diplomatkonference i juni 2010.
Drøftelserne af konventionsændringerne omfattede en lang række emner, hvor nogle var af meget teknisk art, mens andre var mere principielle og dermed også mere kontroversielle, fx udvidelse af den ugentlige hviletid fra 70 til 77 timer og hvilke muligheder der skal være for at tillade fravigelser heri.
Der er fortsat støtte til en obligatorisk international promillegrænse på 0,5, mens kravet om, at skibsføreren skulle efterprøve dette gennem regelmæssige kontroller om bord ikke fik samme opbakning. Dermed vil det være en myndighedsopgave at udføre kontrol med de nationale regler om spirituspåvirkning..
Som noget nyt blev der rejst spørgsmål om behovet for at se på kendskab til forholdsregler mod sørøveri og væbnede overfald på skibe. Der var generel opbakning til, at dette bør indgå i uddannelsen, men der udestår en nærmere udmøntning. Der er også generel enighed om, at det også skal være et obligatorisk element i uddannelsen at have et bedre kendskab til miljø og forebyggelse af miljøskader.
Der blev også drøftet krav om kendskab til brug af VTS-systemer og behovet for en ny officerskategori, der skulle have ansvaret for skibets elektriske systemer, den såkaldte ETO officer.
Der var generel opbakning til at der skulle ses på uddannelses- /kvalifikationskrav ved sejlads i Arktis/Antarktis, men at dette arbejde også skulle koordineres med revisionen af sejladsforskrifter m.v. for disse områder. Der er derfor igangsat et arbejde med at finde ud af, hvad der i givet fald er behov for.
Der er fortsat ikke konsensus om behovet for en revidering af IMO’s forskrifter om sikker bemanding, og om dette skal ske i form af en revision af de eksisterende vejledende IMO-retningslinier om sikker bemanding. Også dette emne vil kræve videre drøftelser og forhandlinger, herunder samarbejde med andre komiteer i IMO.
27. februar 2009
af
Hemming Hindborg og Sune Rahn
|