|
Fonden for erstatning af olieskader (IOPC) ser på definitionen af skib
31. oktober 2011
IOPC besluttede på sin generalforsamling 24.-28. oktober 2011 at nedsætte en arbejdsgruppe under dansk ledelse til at se nærmere på, hvilke skibe der er omfattet af retten til erstatning for olieskader.

Arbejdsgruppen, der ledes af vice-direktør i Søfartsstyrelsen Birgit Sølling Olsen, skal se på de forskellige fortolkninger af, hvilke skibe der er omfattet af Fonds-konventionerne. Afledt heraf skal arbejdsgruppen se på, hvilke konsekvenser de forskellige fortolkninger har for erstatningsdækningen og bidragspligten til fonden, idet der kun ydes erstatning til skibe, der er defineret som ”skibe” i henhold til konventionerne. Det første arbejdsgruppemøde forventes afholdt i forbindelse med det næste møde i IOPC-fonden i april 2012.
Blandt de øvrige emner på generalforsamlingen var de igangværende erstatningssager. Her er der godt nyt i ERIKA-sagen, der har sit udspring i skibet ERIKA's forlis ud for Frankrigs kyst i 1999. Sagen er på vej til at blive afsluttet, idet der nu er indgået en samlet aftale (global settlement) med parterne i sagen (ejerne af skibet, af olien, forsikringsselskabet og skibets klassifikationsselskab) med det formål at undgå langvarige efterfølgende domstolssager.
Endvidere blev den fungerende direktør José Maura valgt til ny direktør for Oliefonden for en 5-årig periode.
Referatet fra mødet kan ses på Oliefondens hjemmeside.
|